Om mig 

Jeg har undervist i musik og engelsk på Mariagerfjord Gymnasium i snart 20 år.

I 2003 begyndte jeg jævnligt at besøge Sydafrika, og efter et par år med indsamling af undervisningsmateriale tog min familie og jeg et sabbatår (2011/2012) i landet, hvor jeg for alvor fik indsamlet materiale for at kunne sætte en antologi sammen til engelskfaget i gymnasieskolen om Sydafrika med både fiktion og non-fiktionstekster.

Efter sabbatåret i 2012 begyndte jeg at samarbejde med min tidligere rektor, Birger Axen, for at opnå det bedst mulige resultat. Bogen udkom i sommeren 2015 på Gyldendal. Den hedder "From Dompas to Democracy" ISBN 9788702156447.

Selvom jeg bor i Danmark har jeg besøgt Sydafrika et utal af gange - i kortere eller længere perioder. Heldigvis har jeg skabt stærke venskaber dernede og takket være Skype og Facebook, så kan jeg vedligeholde kontakterne og holde mig opdateret på aktuelle begivenheder.


Jeg skal pr. 1. august, 2022 starte i nyoprettet stilling i Musikkens Hus i Aalborg ved Aalborg Symfoniorkester. jeg skal være orkester- og kunstnerisk koordinator. Ikke alene glæder jeg mig til at bruge mine kompetencer på en anden type arbejdsplads, men også komme ind i maskinrummet af et symfonisk orkester - og så enda dét orkester jeg har fulgt siden min studietid.


Mine foredrag om Sydafrika bliver måske sværere at datosætte, men jeg vil forsøge!


Min kærlighed til Sydafrika er stor - og jeg har mange gode minder fra ferier og ophold derenede. Nære venner dernede lokkede mig i sin tid til at begynde på langdistanceløb - for det er en hobby for mange sydafrikanere. 

Jeg løb mit første marathon i Bloemfontein i 2012, og har siden løbet ét mere dernede og 5 ultramarathon (56 km) i Cape Town.